Odensebyråd er nu gået i gang med forhandlingerne om, hvordan vi gør Odense klimaneutral senest i 2030. Ifølge tal udarbejdet af Rambøll og kommunens By- og Kulturforvaltning udleder Odense 4,2 ton CO2 årligt per indbygger – til sammenligning ligger landsgennemsnittet på 7,3 ton. Det giver et fornuftigt udgangspunkt for os til at være mere ambitiøse.
Mange af de veje vi skal gå, kender vi i forvejen og mange indsatser er allerede sat i gang; Vi skal indrette vores by og vores liv en lille smule anderledes. Vi skal bo tættere, vi skal transportere os mere klimavenligt, vi skal i højere grad sortere vores affald, vi skal stoppe afbrændingen af fossile brændsler og handle ind med større omtanke for klimaaftryk. Andre veje skal vi udforske og forbedre, men overordnet set er det kun positivt, at vi gentænker og forbedre vores samfunds, så den by, det land og den planet vi giver videre til vores børn og børnebørn er lige så skøn og fantastisk, som den vi selv overtog og gerne bedre.
At der er gode, lærerige, omsorgsfulde og trygge rammer for vores børn i vuggestuer, dagpleje og børnehaver er en af hjørnestenene i vores velfærdssamfund og derfor et af de afgjort vigtigste områder for os i socialdemokratiet, men vi har lært, at det kan gå op og ned for den kommunale økonomi og vi skal være påpasselige med at love noget, vi ikke kan levere på, selvom vi gerne ville.
Når det har været svært, har vi beskyttet normeringen og tilpasset andre steder. Kampen for bedre velfærd er et langt sejt træk;
I 2016 fjernede vi ellers planlagte besparelser på dagtilbud for 25 mio. I 2017 Tilførte vi midler med velfærdsprocenten ”De yngste børn 31,87 mio.”
I 2018 Tilførte vi midler med velfærdsprocenten ”Styrkede daginstitutioner på 18.08 mio.” og fjernede forslåede besparelse på dagtilbud på 21 mio.
I 2019 Tilførte vi midler, puljetilskud til institutioner med mange udsatte børn på 8,36 mio.
Her i 2020 Har vi tilført penge til demografi på 10,8 mio. og tilført fra puljen til minimumsnormeringer på 17,6 mio. som vi har fået fra Christiansborg.
Det er mange små skridt, som gør en stor forskel for de mindste og uanset om man kalder det minimumsnormeringer eller ej, vil vi fortsætte den kurs, som vi har haft siden 2016, hvor vi prioriterer flere penge til området, når vi kan og skærmer kernevelfærden imod de værste besparelser, når vi er tvunget til at skære ned.
Tim Vermund, Socialdemokratiet, Viceborgmester i Odense
Alt imens mange familier under ”coronanedlukningen” har haft mere kvalitetstid sammen, end en stresset hverdag normalt tillader, kan jeg ikke lade være med at tænke på de børn, som vokser op i hjem, hvor vold, fattigdom og misbrug er en del af tilværelsen. For mange er det at komme i børnehave, i skole, i klub eller til fodbold et ”helle” og et vigtigt afbræk, fordi man her oplever en anden slags omsorg og normalitet, end hvad man er vant til hjemmefra. Det er også her, vi oftest spotter problemerne, så vi kan sætte tidligt ind med hjælp til de børn og deres familier, som har det svært. Det er meget bekymrende, at antallet af underretninger er faldet, og at kvindecentrene i samme periode melder om en kraftig vækst i antallet af henvendelser pga. af vold i hjemmet. Hvor mange børn har vi ikke fået set, og hvor mange børn er blevet ladt i stikken?
Vi lykkedes godt som samfund, når vi får alle med. Det udgangspunkt synes jeg er noget af det smukkeste ved velfærdssamfundet. Inklusion er nogle gange et dårligt ord, det lyder som om, at der kommer nogle børn udefra og møver sig ind. I virkeligheden handler det om at lokalsamfundets børn går på deres lokale skole. Uanset om børn har svært ved at lære fagligt eller socialt, er vokset op med omsorgssvigt, eller lever med et handicap, er de en del af vores fællesskab. Som Bruce Springsteen synger: “We take care of our own!” Spørgsmålet er jo om det er børnene, som skal passe til skolen eller skolen, som skal passe til børnene. Det kræver selvfølgelig at budgetterne på de enkelte skoler ikke er kørt helt i bund. Derfor er jeg glad for at vi sender 18 millioner kr. yderligere ud til vores folkeskoler fra velfærdsprocenten.
Der er nogle børn i vores by som vi ikke må glemme! Nemlig de børn som er født med et handicap. Jeg har kaldt mig for børnenes viceborgmester og det har medført en masse reaktioner. Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange forældre som gerne vil tale med mig om den måde som de har oplevet at møde komunen på.
Jeg er netop kommet et forslag om, at Børn- og Ungeudvalget nedsætter et råd, af ældre børn og unge, der er eller tidligere har været anbragt.
Det skal ses som et led i arbejdet, at styrke arbejdet for de udsatte børn i Odense, hvor det altid skal være hensynet til barnets bedste, som skal komme i første række, samt ske i forlængelse af det arbejde der er igangsat med at forbedre, styre og følge budgetterne på området bedre og tættere.
Det er en klar prioritet at hjælpe de børn, hvis mor og far ikke kan passe ordentligt på dem. Det gør vi bedst, hvis vi også lytter til børnene og bruger deres oplevelser. Det er afgørende at tage de unge mennesker med på råd, de har på første hånd oplevet, hvordan det er at vokse op i en dysfunktionel familie og oplevet de indsatser vi som kommune og samfund gør for at hjælpe dem.
Hvad har skabt et vendepunkt for dem, skulle der have været gjort mere tidligere eller anderledes? Hvordan har de oplevet kommunikationen og samspillet imellem de voksne som omgav dem? Vi kan bruge deres erfaringer til at gøre det bedre for andre børn i fremtiden.
Når vi diskuterer området politisk, lytter vi til fagfolk, embedsmænd og økonomer. Det skal vi også, og vi skal have styr på budgetter og pengene skal passe, men det er afgørende, vi samtidig lytter til børnene. Desto før vi gør en forskel for dem desto større chance er der for at vi lykkedes.
Det er vores opgave, som
politikere at sikre ordentlige folkeskoler skoler, tidssvarende læremidler og
dygtige medarbejdere nok, så alle børn får mulighed for at blive den bedste version af dem selv
og kan række ud efter deres drømme.
Det er ikke vores
opgave at detailstyrer eller tvinge ensartede koncepter igennem.
Noget af det fineste ved
folkeskolen, er når den bliver omdrejningspunkt for lokalsamfundet og trækker
civilsamfundet, generationerne og det lokale erhvervsliv sammen om sig. At
eleverne forholder sig til den verden, som omgiver dem, og de er med til at finde
på morgendagens løsninger. Vi må ikke glemme, at det Danmark, vi alle sammen
holder af og værdsætter, er skabt af mennesker, der har gået i folkeskole.
Alt for ofte sker det dog, at
man politisk tyer til at ville løse alle samfundsproblemer i folkeskolen og
hvis man følger den politiske debat, er der snart ikke den ting, som skal på
skoleskemaet.
Folkeskolerne i Odense er
forskellige. De har forskellige udfordringer og styrker og ligger i vidt
forskellige lokalområder. De har dog allesammen det samme formål og er vores
vigtigste demokratisk dannende institution.
Jeg
mener at Folkeskolereformen og i særdeleshed implementeringen af den blev for
detailstyret fra oven. Jeg synes f.eks. det var skørt, hvordan at målstyret
undervisning og brugen af digitale læringspaltforme ensartet skulle rulles ud
over alt. Jeg lytter mig også til, at den lange skoledag ikke fungerer lige
godt alle steder. Her har vi givet øget frihed i Odense til at konvertere
ydertimer til tolærerordninger og det mener jeg godt, man kunne arbejde mere
med. Det skal dog besluttes på den enkelte skole og gøres for at sikre kvalitet
og ikke som en skjult besparelse.
Et
eller andet sted er det paradoksalt at for skatteborgernes penge giver fri- og
privatskoler store frihedsgrader, samtidig med at vi underlægger folkeskolen
meget snævre grænser både i forhold til rammer, økonomi, samt øgede angreb på
emne og metode friheden. Oven i har fri- og privatskolerne ret brede muligheder
for at selektere og afvise eller smide elever ud med for store udfordringer.
Vi
burde i stedet gøre folkeskolen mere fri og give fri- og privatskolerne et
større socialt ansvar.
Folkeskolen skal have en retning, og den synes jeg bestemt, at vi politikere er forpligtede til at levere, det er vores opgave, men det er ikke vores opgave i detaljer at bestemme hvordan, for det er vi simpelthen ikke de bedste til. Det er de børn, forældre, medarbejdere og ledere, der er på skolerne. Det er afgørende for arbejdsglæden og for de resultater vi forsøger at opnå, at vi skaber medejerskab og giver medindflydelse i deres virkelighed og hverdag.
Jeg vil derfor kæmpe benhårdt for at vores folkeskoler i Odense ikke underlægges ensartede fastlåste koncepter fra oven, uanset om de kommer fra Christiansborg eller fra ivrige byrådspolitikere. Så når der kommer forslag om obligatorisk erhvervspraktik, arbejde med verdensmål eller iværksætteri, vil vi sørge for reelt at inddrage elevråd, skolebestyrelser og personale i hvordan de gode initiativer bedst fungerer ude hos dem. Der skal være frihed og plads til forskellighed.
Skov i Odense har for år tilbage haft trange kår, og skov udgør kun en alt for lille procentdel af kommunens areal.
Det er vi i gang med at få gjort noget ved! Så vi får flere træer og mere skov i Odense! Det er godt for drikkevandet, klimaet og de mennesker som bor her. Skov bidrager til både større biologisk mangfoldighed og flere rekreative oplevelser.
Allerede I 2015 startede vi en historisk stor skovplantning ved Elmelund i det vestlige Odense. 600.000 træer og buske blev plantet. De er nu ved at blive så store at det begynder at ligne noget.
Ved det seneste budgetforlig pressede jeg på for at vi fik afsat 13 millioner til et nyt skovrejsningsprojekt. Med tilskud fra vandcentersyd, friluftsrådet og naturstyrelsen er de nu blevet til 70 millioner og løber sig op i 319 hektar ny skov som skal rejses ved Linved i det det sydøstlige Odense!
Efter forslag fra naturstyrelsen er dette projekt blevet suppleret med et skovrejsningsprojekt på 50 hektar ved Kirkendrup, som nu også bliver beplantet med skov!
Med projektet kan vi sikre nogle drikkevandsressourcer, der allerede er i fare for forurening. Ved at plante skov kan vi også binde en frygtelig masse CO2, der kan hjælpe os mod målet om at blive en CO2-neutral by!
