Tre tusinde børn!

Hvad har mennesker, der ender ud i langtidsledighed, manglende uddannelse, misbrug eller kriminalitet tilfælles?

Alle bærer selvfølgeligt ansvaret for deres egne handlinger, men en faktor skiller sig væsentligt ud, nemlig at de fleste af disse mennesker har haft en barndom i fattigdom.

Der er over 3000 børn i Odense, der vokser op i det, som Danmarks Statistik klassificerer som fattigdom. Én ting er de materielle afsavn, disse børn oplever igennem deres opvækst, hvad værre er, er den ulighed det skaber i deres muligheder for at få en uddannelse, et ordentligt arbejde og et godt liv.

Fattigdom er ikke kun et økonomisk problem for en familie, den har også stor effekt på børnenes selv-billede, selvværd og præstationer i skolen. Tal fra arbejderbevægelsens erhvervsråd viser at chancen for at bestå 9. klasses afgangsprøve falder kraftigt efter blot et års fattigdom i løbet af barndommen. Er barnet fattigt i bare mere end to år i løbet af folkeskoletiden, falder chancen for at bestå 9. klasse til under 70 procent.

I takt med, at uligheden er vokset de sidste 20 år, er forskellene i Odense også blevet større og større. Fra Linde Allé til Vollmose Allé, et kvarter fra hinanden på cykel, er forudsætningerne for, hvordan man vokser op og hvilke chancer man har i livet vidt forskellige.

Jeg mener at vi alle i Odense har et ansvar for børnene i vores by. Som kommune kan vi ikke fjerne alle årsager til fattigdom, men vi kan forsøge afbøde de værste effekter af den.

Med venlig hilsen Tim Vermund

De børn, vi ikke ser

Tim Vermund, Socialdemokratiet, Viceborgmester i Odense

 Alt imens mange familier under ”coronanedlukningen” har haft mere kvalitetstid sammen, end en stresset hverdag normalt tillader, kan jeg ikke lade være med at tænke på de børn, som vokser op i hjem, hvor vold, fattigdom og misbrug er en del af tilværelsen. For mange er det at komme i børnehave, i skole, i klub eller til fodbold et ”helle” og et vigtigt afbræk, fordi man her oplever en anden slags omsorg og normalitet, end hvad man er vant til hjemmefra. Det er også her, vi oftest spotter problemerne, så vi kan sætte tidligt ind med hjælp til de børn og deres familier, som har det svært. Det er meget bekymrende, at antallet af underretninger er faldet, og at kvindecentrene i samme periode melder om en kraftig vækst i antallet af henvendelser pga. af vold i hjemmet. Hvor mange børn har vi ikke fået set, og hvor mange børn er blevet ladt i stikken?

Med venlig hilsen Tim Vermund