Forud for vedtagelsen af den grønne trafik og mobilitetsplan har vi haft landets dygtigste trafikforskere og byplanlæggere til at komme med bud på, hvad der vil virke og hvad der ikke vil virke, hvis vi ønsker at sænke CO2udledningen fra vores trafik og have en by, som ånder og lever.
Deres klare svar er, at det at sænke hastigheden er et af de bedste redskaber, vi har. Ved at træde lettere på speederen udviser vi omsorg for klimaet, for byen, for bløde trafikanter trafiksikkerheden, og for støj. Genen ved at køre langsommere er ikke stor, når man først har vænnet sig til det, hvis man holder fast i at køre bil. Gevinsterne for alle andre er til gengæld store.
Den mest markante effekt finder vi, når langsommere biltrafik skubber til vores adfærd: De transportvalg, som de fleste af os står med i hverdagen. Vi skal ikke kun se på CO2-udledningen fra biler, der kører langsommere. Vi skal især se på dem, der ikke vil køre mere eller vil køre langt færre ture.
Når det kommer til vores transportvaner, har vi en tendens til at vælge det, vi plejer. Det, som er nemmest, hurtigst og mest komfortabelt. Hvis vi indretter vores by og gør det mere langsomligt, dyrt eller besværligt at tage bilen, er der flere af os, som overvejer at gøre noget andet. Det er i grunden ganske enkelt: Hvis vi fortsætter, som vi har gjort i mange år; altså gør det hurtigere og mere effektivt at køre bil med grønne bølger og flere spor, mens blødere trafikanter og busser må vige tilbage på trangere plads og vente på deres tur, vil flere selvfølgelig vælge bilen. Hvis vi gør det modsatte; sænker hastigheden, prioriterer cyklister i lyssignaler, laver busbaner medvidere, vil flere vælge alternativet til bilen – at cykle eller tage den kollektive transport.
Derudover peger forskningen på, at turen i bil i byområder som Odense med mange trafiksignaler og andre trafikanter at tage hensyn til, kræver mange opbremsninger og accelerationer. Det giver derfor en betydelig større CO2-udledning, hvis den tilladte hastighed er 60 km/t, fremfor hvis man kun skal op på 40 km/t efter hver opbremsning.
Venlig hilsen
Tim Vermund
Rådmand
Klima- og Miljøforvaltningen