I Odense har vi en af Danmarks mest visionære klimahandleplaner og sammen kan vi skabe en grønnere, sundere og skønnere by for os selv og dem som kommer efter os. CO2-fangst bliver afgørende for at vi kan nå vores mål om klimaneutralitet. Inden længe vil Fjernvarme Fyn fremlægge en plan for at opføre et kæmpe CO2-fangstanlæg ved vores affaldsforbrænding, som producerer el og varme i Odense. Når vi fanger CO2en, udfaser kul, får plasten ud af vores affald og derigennem gør vores forbrænding fossilfri – kan vi skabe et bæredygtigt system, hvor vi bidrager til mindre CO2 i atomsværen og samtidig producerer el og varme. Den fangede CO2 skal lagres i undergrunden eller omdannes til brændstof. Vi har i Odense ved vores vandcenter et mindre CO2-fangstanlæg, som jeg har besøgt. Det virker. Nu skal vi have det op i skala. Det tager dog tid, men jeg er optimistisk og gør alt hvad jeg kan for at presse på for at vi kommer i gang hurtigst muligt.
Med venlig hilsen Tim Vermund, Klima- og miljørådmand i Odense kommune.