I Odense har vi 3000 børn som vokser op i relativ fattigdom. En stor del af dem vokser op i familier, hvor enten mor eller far har et misbrug. For dem banker mit hjerte særligt – for jeg var en af dem.
Jeg har kaldt mig ”børnenes viceborgmester, fordi jeg mener at vores børn er det vigtigste område at prioritere og den bedste investering vi kan gøre! Det er også blevet en politisk mission for mig at være de udsatte børns stemme i byrådet. Jeg synes at Mette Frederiksen sagde det så godt, da hun udtrykte at ”En udsat barndom må ikke blive en livstidsdom.” Ens muligheder i tilværelsen skal ikke defineres af, hvor eller hos hvem man er vokset op.
Hvis vi kan hjælpe en, kan vi hjælpe mange – og kan vi hjælpe familierne tidligt og kan vi hjælpe forældrene ud fattigdom og ud af deres misbrug, undgår vi at børn vokser op med nederlags oplevelser og får uoprettelige ar på sjælen…
Sidste år fandt 100 millioner kr. til det så kaldte merforbrug, som var opstået på det specialiserede socialområde. Nogle kaldte det et sort hul, det var det ikke. Det var rigtige børn med svære problemer. Børn som både havde krav på og brug for vores hjælp. De havde brug for fællesskabet.
Vi skal have et stærkere samarbejde imellem vores indsatser for børn og vores misbrugs-/alkoholbehandling for forældre.
Vi skal bryde de tabuer, som er medvirkende til at for få søger hjælp, før det er gået udover børnene. Vi skal fokusere på forebyggelse!
Vi skal arbejde hårdt for at styrke vores velfærdsinstitutioner. Fordi stærke folkeskoler, stærke daginstitutioner og stærke fællesskaber er vores bedste våben i kampen for de her børn.
Ingen børn skal overses ingen børn skal glemmes. Ikke i vores by.