Det at blive forældre er noget af det mest livsomvæltende man kommer igennem! Hele ens tilværelse tager en ordentlig kolbøtte, særligt første gang, og jeg tror ikke der er noget, man kan læse sig til eller få forklaret for at forstå det, før man er i det. For nogle bliver kolbøtten dog, større, længere og hårdere end forventet og vanskeligere end for fleste af os andre. Jeg tænker på dem, som bliver forældre til et barn født med autisme.
Autisme er ikke en sygdom og kan ikke kureres. Autisme er at have en hjerne, der fungerer anderledes end den hjerne, neurotypiske (almindelige) personer er udstyret med. Antallet af børn og unge, som får stillet diagnosen autisme, er steget voldsomt siden 2013 og ifølge autismeforeningen er autismeramte børn på landsplan overrepræsenterede i tvangsfjernelsessager og skilsmisseraten er voldsomt høj hos deres forældre. Det synes jeg er uendelig trist.
Jeg har været i dialog med flere forældre til autismeramte børn og jeg er overbevist om at vi kan hjælpe dem bedre end vi gør i dag.
Derfor stillede jeg sammen med Susanne Crawley, Michael Witek og Kasper Ejlertsen et forslag som blev vedtaget lige inden påske om tre initiativer som forhåbentlig kan hjælpe.
1. Bedre samarbejde på tværs af forvaltninger, særligt med hensyn til overgange.
2. Opkvalificering af sagsbehandlere som sidder med autismeområdet.
3. Bedre tilbud til forældre til autismeramte børn om sparring og forældrekurser.
Jeg tror de færreste af os rigtig kan sætte os ind i, hvilke udfordringer tilværelsen bringer for disse børn og deres forældre, men vi kan gøre vores bedste for at lytte, forstå deres udfordringer og støtte dem så godt som muligt!
Med venlig hilsen Tim Vermund Andersen