Der er trængsel på vejene ved mange af vores skoler i Odense om morgenen og eftermiddagen. Og det er ikke kun elever på deres cykler, der fylder vejene. Flere forældre end tidligere kører nemlig deres børn til og fra skole i bil, og også ved ungdomsuddannelserne er bilkøerne lange ved mødetid, og når skoledagen slutter.
Som forældre kan vi have for vane at give vores børn et kørekort, når de fylder 18 år. Vi burde i stedet give dem et rejsekort eller en elcykel.
Vi har ikke brug for flere biler på vejene, og vi har ikke brug for flere dårlige vaner. Det er både sundere, grønnere og billigere at komme rundt i byen på cykel.
Jeg har fået fortalt, at det var meget almindeligt, at man i mine bedsteforældres generation gav konfirmanden en pibe, så han eller hun kunne lære at ryge ved indgangen til voksenlivet. Det virker jo helt paradoksalt i dag, hvor vi ved, hvor sundhedsskadeligt det er at ryge.
Piben kan selvfølgelig ikke sammenlignes én til én med kørekortet, men vi har som forældre et ansvar for ikke at give vores egne dårlige vaner videre til de kommende generationer.
Tværtimod skal vi lære vores unge mennesker at komme rundt i trafikken også på andre måder end i bil. Jo flere der kører bil, og jo tidligere man vænner sig til det, jo sværere bliver det at få bugt med de dårlige vaner.