Jeg tror, der er for få politikere og for få af os som bestemmer noget, som for alvor forstår, hvordan fattigdom føles. Den konstante stress og bekymring om pengene rækker måneden ud er noget af det mest nedbrydende, som mennesker kan udsættes for. Jeg er vokset op i et hjem med en langtidsledig far og jeg ved på første hånd, hvad arbejdsløshed gør ved en familie. At tro at det kan motivere nogen at blive sat ned i ydelse, fordi det skal ”kunne betale sig at arbejde” er totalt udtryk for mangel på forståelse for hvad motiverer mennesker. Det borgerlige dogme; ”at de rigeste kun vil arbejde mere, hvis vi giver dem flere penge og de fattigste kun, hvis vi giver dem færre.” Er totalt forrykt. Hvis det skulle virke, hvorfor er der så ikke rekordlav arbejdsløshed i lande uden sikkerhedsnet eller velfærdssystemer? Tværtimod bør vi overveje hvad det gør ved de børn, som vokser op fattigdom og kunne vi overveje at det måske er lønningerne i bunden, som trænger til et løft og ikke fattigdoms- og arbejdsløshedsydelserne, som er for høje?