Vi lykkedes godt som samfund, når vi får alle med. Det udgangspunkt synes jeg er noget af det smukkeste ved velfærdssamfundet. Inklusion er nogle gange et dårligt ord, det lyder som om, at der kommer nogle børn udefra og møver sig ind. I virkeligheden handler det om at lokalsamfundets børn går på deres lokale skole. Uanset om børn har svært ved at lære fagligt eller socialt, er vokset op med omsorgssvigt, eller lever med et handicap, er de en del af vores fællesskab. Som Bruce Springsteen synger: “We take care of our own!” Spørgsmålet er jo om det er børnene, som skal passe til skolen eller skolen, som skal passe til børnene. Det kræver selvfølgelig at budgetterne på de enkelte skoler ikke er kørt helt i bund. Derfor er jeg glad for at vi sender 18 millioner kr. yderligere ud til vores folkeskoler fra velfærdsprocenten.
Der er nogle børn i vores by som vi ikke må glemme! Nemlig de børn som er født med et handicap. Jeg har kaldt mig for børnenes viceborgmester og det har medført en masse reaktioner. Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange forældre som gerne vil tale med mig om den måde som de har oplevet at møde komunen på.
Jeg er netop kommet et forslag om, at Børn- og Ungeudvalget nedsætter et råd, af ældre børn og unge, der er eller tidligere har været anbragt.
Det skal ses som et led i arbejdet, at styrke arbejdet for de udsatte børn i Odense, hvor det altid skal være hensynet til barnets bedste, som skal komme i første række, samt ske i forlængelse af det arbejde der er igangsat med at forbedre, styre og følge budgetterne på området bedre og tættere.
Det er en klar prioritet at hjælpe de børn, hvis mor og far ikke kan passe ordentligt på dem. Det gør vi bedst, hvis vi også lytter til børnene og bruger deres oplevelser. Det er afgørende at tage de unge mennesker med på råd, de har på første hånd oplevet, hvordan det er at vokse op i en dysfunktionel familie og oplevet de indsatser vi som kommune og samfund gør for at hjælpe dem.
Hvad har skabt et vendepunkt for dem, skulle der have været gjort mere tidligere eller anderledes? Hvordan har de oplevet kommunikationen og samspillet imellem de voksne som omgav dem? Vi kan bruge deres erfaringer til at gøre det bedre for andre børn i fremtiden.
Når vi diskuterer området politisk, lytter vi til fagfolk, embedsmænd og økonomer. Det skal vi også, og vi skal have styr på budgetter og pengene skal passe, men det er afgørende, vi samtidig lytter til børnene. Desto før vi gør en forskel for dem desto større chance er der for at vi lykkedes.
Det er vores opgave, som
politikere at sikre ordentlige folkeskoler skoler, tidssvarende læremidler og
dygtige medarbejdere nok, så alle børn får mulighed for at blive den bedste version af dem selv
og kan række ud efter deres drømme.
Det er ikke vores
opgave at detailstyrer eller tvinge ensartede koncepter igennem.
Noget af det fineste ved
folkeskolen, er når den bliver omdrejningspunkt for lokalsamfundet og trækker
civilsamfundet, generationerne og det lokale erhvervsliv sammen om sig. At
eleverne forholder sig til den verden, som omgiver dem, og de er med til at finde
på morgendagens løsninger. Vi må ikke glemme, at det Danmark, vi alle sammen
holder af og værdsætter, er skabt af mennesker, der har gået i folkeskole.
Alt for ofte sker det dog, at
man politisk tyer til at ville løse alle samfundsproblemer i folkeskolen og
hvis man følger den politiske debat, er der snart ikke den ting, som skal på
skoleskemaet.
Folkeskolerne i Odense er
forskellige. De har forskellige udfordringer og styrker og ligger i vidt
forskellige lokalområder. De har dog allesammen det samme formål og er vores
vigtigste demokratisk dannende institution.
Jeg
mener at Folkeskolereformen og i særdeleshed implementeringen af den blev for
detailstyret fra oven. Jeg synes f.eks. det var skørt, hvordan at målstyret
undervisning og brugen af digitale læringspaltforme ensartet skulle rulles ud
over alt. Jeg lytter mig også til, at den lange skoledag ikke fungerer lige
godt alle steder. Her har vi givet øget frihed i Odense til at konvertere
ydertimer til tolærerordninger og det mener jeg godt, man kunne arbejde mere
med. Det skal dog besluttes på den enkelte skole og gøres for at sikre kvalitet
og ikke som en skjult besparelse.
Et
eller andet sted er det paradoksalt at for skatteborgernes penge giver fri- og
privatskoler store frihedsgrader, samtidig med at vi underlægger folkeskolen
meget snævre grænser både i forhold til rammer, økonomi, samt øgede angreb på
emne og metode friheden. Oven i har fri- og privatskolerne ret brede muligheder
for at selektere og afvise eller smide elever ud med for store udfordringer.
Vi
burde i stedet gøre folkeskolen mere fri og give fri- og privatskolerne et
større socialt ansvar.
Folkeskolen skal have en retning, og den synes jeg bestemt, at vi politikere er forpligtede til at levere, det er vores opgave, men det er ikke vores opgave i detaljer at bestemme hvordan, for det er vi simpelthen ikke de bedste til. Det er de børn, forældre, medarbejdere og ledere, der er på skolerne. Det er afgørende for arbejdsglæden og for de resultater vi forsøger at opnå, at vi skaber medejerskab og giver medindflydelse i deres virkelighed og hverdag.
Jeg vil derfor kæmpe benhårdt for at vores folkeskoler i Odense ikke underlægges ensartede fastlåste koncepter fra oven, uanset om de kommer fra Christiansborg eller fra ivrige byrådspolitikere. Så når der kommer forslag om obligatorisk erhvervspraktik, arbejde med verdensmål eller iværksætteri, vil vi sørge for reelt at inddrage elevråd, skolebestyrelser og personale i hvordan de gode initiativer bedst fungerer ude hos dem. Der skal være frihed og plads til forskellighed.
Jeg var meget imponeret over, at statsminister Mette Frederiksen brugte halvdelen af sin nytårstale på at tale om de udsatte børn i Danmark. Det var nok en overraskelse for mange, men det er i den grad en vigtig og relevant diskussion. Jeg er meget enig med hende i, at det altid skal være hensynet til barnets bedste, som skal komme i første række.
Det er også et område, som har fyldt meget for os i Odense de seneste år. Der anbringes flere børn end tidligere, og vi har haft et øget fokus på en tidlig indsats, fordi vi ved at det virker.
Utrolig meget har selvfølgelig også handlet om merforbrug og om overskredne budgetter i familievelfærdsafdelingen, hvilket har været vanskeligt at håndtere. De øgede udgifter skyldes langt hen ad vejen, at er vi blevet bedre til at indberette, samarbejde og følge op, så flere børn i dag bliver opdaget og hjulpet i tide og det koster.
Det lyder tørt og teknisk, men bag de tørre overskrifter findes der en hverdag, hvor det er helt virkelige børneliv og skæbner, som der tales om. Det er trist at tænke på at der er børn, som vokser op i vores by, under så urimelige og uretfærdige forhold, at samfundet må gribe ind.
Det bedste er uden tvivl, hvis anbringelser kan undgås eller forebygges, men som politikere har vi adgang til at læse og blive orienteret om flere af disse sager, hvor børn er blevet anbragt og jeg lover jer, havde I læst hvad jeg har læst, ville I ikke være i tvivl om, at der skulle handles og I ville måske også ærgre jer over, at der ikke var grebet kraftigere ind noget før.
Jeg synes at Mette Frederiksen beviser at hun er børnenes statsminister. Jeg vil gøre hvad jeg kan for også at være børnenes viceborgmester her i Odense!
