Odensebyråd er nu gået i gang med forhandlingerne om, hvordan vi gør Odense klimaneutral senest i 2030. Ifølge tal udarbejdet af Rambøll og kommunens By- og Kulturforvaltning udleder Odense 4,2 ton CO2 årligt per indbygger – til sammenligning ligger landsgennemsnittet på 7,3 ton. Det giver et fornuftigt udgangspunkt for os til at være mere ambitiøse.
Mange af de veje vi skal gå, kender vi i forvejen og mange indsatser er allerede sat i gang; Vi skal indrette vores by og vores liv en lille smule anderledes. Vi skal bo tættere, vi skal transportere os mere klimavenligt, vi skal i højere grad sortere vores affald, vi skal stoppe afbrændingen af fossile brændsler og handle ind med større omtanke for klimaaftryk. Andre veje skal vi udforske og forbedre, men overordnet set er det kun positivt, at vi gentænker og forbedre vores samfunds, så den by, det land og den planet vi giver videre til vores børn og børnebørn er lige så skøn og fantastisk, som den vi selv overtog og gerne bedre.
Alt imens mange familier under ”coronanedlukningen” har haft mere kvalitetstid sammen, end en stresset hverdag normalt tillader, kan jeg ikke lade være med at tænke på de børn, som vokser op i hjem, hvor vold, fattigdom og misbrug er en del af tilværelsen. For mange er det at komme i børnehave, i skole, i klub eller til fodbold et ”helle” og et vigtigt afbræk, fordi man her oplever en anden slags omsorg og normalitet, end hvad man er vant til hjemmefra. Det er også her, vi oftest spotter problemerne, så vi kan sætte tidligt ind med hjælp til de børn og deres familier, som har det svært. Det er meget bekymrende, at antallet af underretninger er faldet, og at kvindecentrene i samme periode melder om en kraftig vækst i antallet af henvendelser pga. af vold i hjemmet. Hvor mange børn har vi ikke fået set, og hvor mange børn er blevet ladt i stikken?
Vi lykkedes godt som samfund, når vi får alle med. Det udgangspunkt synes jeg er noget af det smukkeste ved velfærdssamfundet. Inklusion er nogle gange et dårligt ord, det lyder som om, at der kommer nogle børn udefra og møver sig ind. I virkeligheden handler det om at lokalsamfundets børn går på deres lokale skole. Uanset om børn har svært ved at lære fagligt eller socialt, er vokset op med omsorgssvigt, eller lever med et handicap, er de en del af vores fællesskab. Som Bruce Springsteen synger: “We take care of our own!” Spørgsmålet er jo om det er børnene, som skal passe til skolen eller skolen, som skal passe til børnene. Det kræver selvfølgelig at budgetterne på de enkelte skoler ikke er kørt helt i bund. Derfor er jeg glad for at vi sender 18 millioner kr. yderligere ud til vores folkeskoler fra velfærdsprocenten.
Der er nogle børn i vores by som vi ikke må glemme! Nemlig de børn som er født med et handicap. Jeg har kaldt mig for børnenes viceborgmester og det har medført en masse reaktioner. Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange forældre som gerne vil tale med mig om den måde som de har oplevet at møde komunen på.
Det er vores opgave, som
politikere at sikre ordentlige folkeskoler skoler, tidssvarende læremidler og
dygtige medarbejdere nok, så alle børn får mulighed for at blive den bedste version af dem selv
og kan række ud efter deres drømme.
Det er ikke vores
opgave at detailstyrer eller tvinge ensartede koncepter igennem.
Noget af det fineste ved
folkeskolen, er når den bliver omdrejningspunkt for lokalsamfundet og trækker
civilsamfundet, generationerne og det lokale erhvervsliv sammen om sig. At
eleverne forholder sig til den verden, som omgiver dem, og de er med til at finde
på morgendagens løsninger. Vi må ikke glemme, at det Danmark, vi alle sammen
holder af og værdsætter, er skabt af mennesker, der har gået i folkeskole.
Alt for ofte sker det dog, at
man politisk tyer til at ville løse alle samfundsproblemer i folkeskolen og
hvis man følger den politiske debat, er der snart ikke den ting, som skal på
skoleskemaet.
Folkeskolerne i Odense er
forskellige. De har forskellige udfordringer og styrker og ligger i vidt
forskellige lokalområder. De har dog allesammen det samme formål og er vores
vigtigste demokratisk dannende institution.
Jeg
mener at Folkeskolereformen og i særdeleshed implementeringen af den blev for
detailstyret fra oven. Jeg synes f.eks. det var skørt, hvordan at målstyret
undervisning og brugen af digitale læringspaltforme ensartet skulle rulles ud
over alt. Jeg lytter mig også til, at den lange skoledag ikke fungerer lige
godt alle steder. Her har vi givet øget frihed i Odense til at konvertere
ydertimer til tolærerordninger og det mener jeg godt, man kunne arbejde mere
med. Det skal dog besluttes på den enkelte skole og gøres for at sikre kvalitet
og ikke som en skjult besparelse.
Et
eller andet sted er det paradoksalt at for skatteborgernes penge giver fri- og
privatskoler store frihedsgrader, samtidig med at vi underlægger folkeskolen
meget snævre grænser både i forhold til rammer, økonomi, samt øgede angreb på
emne og metode friheden. Oven i har fri- og privatskolerne ret brede muligheder
for at selektere og afvise eller smide elever ud med for store udfordringer.
Vi
burde i stedet gøre folkeskolen mere fri og give fri- og privatskolerne et
større socialt ansvar.
Folkeskolen skal have en retning, og den synes jeg bestemt, at vi politikere er forpligtede til at levere, det er vores opgave, men det er ikke vores opgave i detaljer at bestemme hvordan, for det er vi simpelthen ikke de bedste til. Det er de børn, forældre, medarbejdere og ledere, der er på skolerne. Det er afgørende for arbejdsglæden og for de resultater vi forsøger at opnå, at vi skaber medejerskab og giver medindflydelse i deres virkelighed og hverdag.
Jeg vil derfor kæmpe benhårdt for at vores folkeskoler i Odense ikke underlægges ensartede fastlåste koncepter fra oven, uanset om de kommer fra Christiansborg eller fra ivrige byrådspolitikere. Så når der kommer forslag om obligatorisk erhvervspraktik, arbejde med verdensmål eller iværksætteri, vil vi sørge for reelt at inddrage elevråd, skolebestyrelser og personale i hvordan de gode initiativer bedst fungerer ude hos dem. Der skal være frihed og plads til forskellighed.
Skov i Odense har for år tilbage haft trange kår, og skov udgør kun en alt for lille procentdel af kommunens areal.
Det er vi i gang med at få gjort noget ved! Så vi får flere træer og mere skov i Odense! Det er godt for drikkevandet, klimaet og de mennesker som bor her. Skov bidrager til både større biologisk mangfoldighed og flere rekreative oplevelser.
Allerede I 2015 startede vi en historisk stor skovplantning ved Elmelund i det vestlige Odense. 600.000 træer og buske blev plantet. De er nu ved at blive så store at det begynder at ligne noget.
Ved det seneste budgetforlig pressede jeg på for at vi fik afsat 13 millioner til et nyt skovrejsningsprojekt. Med tilskud fra vandcentersyd, friluftsrådet og naturstyrelsen er de nu blevet til 70 millioner og løber sig op i 319 hektar ny skov som skal rejses ved Linved i det det sydøstlige Odense!
Efter forslag fra naturstyrelsen er dette projekt blevet suppleret med et skovrejsningsprojekt på 50 hektar ved Kirkendrup, som nu også bliver beplantet med skov!
Med projektet kan vi sikre nogle drikkevandsressourcer, der allerede er i fare for forurening. Ved at plante skov kan vi også binde en frygtelig masse CO2, der kan hjælpe os mod målet om at blive en CO2-neutral by!
1. Letbanen for klimaet Skal vi tage klimatruslen alvorligt, må vi ændre måden, vi bor og transporterer os selv på. Vi skal bo tættere, og vi skal i højere grad benytte offentlig transport. Letbaner og metroer er for alvor det, som kan flytte folk fra bilen over i mere miljørigtige rejseformer. Til gavn for både luftforurening og Co2-udledning.
2. Letbanen modvirker trængsel Undersøgelser viser, at der de seneste 12 år er kommet 1000 flere biler i Odense om året. Får vi ikke vendt udviklingen nu, kommer vi til at holde i kø, ikke på grund af letbane og vejarbejde, men på grund af trængsel, som vi kender det fra København eller i andre storbyer. Der kan være 3 gange så mange passagerer i et letbanetog som i en bus. Komfort, tillid og hvor ofte de kører er i top.
3. Letbanen skaber sammenhæng I mange år er udviklingen af midtbyen og området omkring campus og Rosengårdcentret kørt ude af takt, de har i værste fald stået i konkurrence til hinanden. Med det nye OUH er det i endnu højere grad vigtigt at forene det to områder. Letbanen binder byen sammen og skaber synergi. Når tilgængeligheden øges, mindskes afstandene og Odense bliver en hel by igen.
4. Letbanen skaber jobs Alene anlægget af letbanen og investeringer langs letbanen har skabt flere tusind arbejdspladser og sikret investeringer langs letbanen for flere milliarder. Halvdelen af de ledige, som vi har fået i praktik i letbanebyggeriet, er endt i job i byggebranchen. Hver gang vi flytter en ledig fra arbejdsløshed i job, er det en kæmpe gevinst både for den ledige og for kommunekassen.
5. Letbanen sikre investeringer Letbanen har været et af de vigtigste argumenter over for de investorer, som lægger milliarder af kroner i vores by. Investeringer, som har været med til at sikre Thomas B. Thriges gade-projektet og udviklingen på havnen. Letbanen vil også i fremtiden være et af vores vigtigste argumenter over for investorer til omdannelsen af Vollsmose og det gamle OUH, når den tid kommer.
6. Letbanen for ungdommen Letbanen har stor betydning for vores konkurrence med andre byer. Små byer har det svært, de største byer får succes af sig selv – men for mellemstore byer på Odenses størrelse kræver det ambitioner, mod og handling for at vinde i konkurrencen med andre byer. Letbanen skaber en øget urbanisering, der lokker unge til og kan forhindre, at unge flytter væk for at søge storbyens kvaliteter.
7. Letbanen er samlet set den bedste løsning Alternativer til letbanen som BRT-Busser kan være fine løsninger, men de ville også være dyre at anlægge og vi ville i modsætning til letbanen, ikke bidrage med vækst og byudvikling. Letbanen har desuden en længere levetid og skal ikke udskiftes så ofte. Vigtigst er dog at ingen andre løsninger har samme kvalitet i forhold til klimaindsats, evne til at modvirke trængsel, til at lokke investeringer til Odense og skabe sammenhæng i vores byudvikling. Det kan letbanen og ikke mindst skaber den jobs, jobs og jobs, som sikre at vi kan investere i velfærd i fremtiden.