Hjælp til de autismeramte børns forældre!

Tim Vermund Andersen, Viceborgmester i Odense byråd

Det at blive forældre er noget af det mest livsomvæltende man kommer igennem! Hele ens tilværelse tager en ordentlig kolbøtte, særligt første gang, og jeg tror ikke der er noget, man kan læse sig til eller få forklaret for at forstå det, før man er i det. For nogle bliver kolbøtten dog, større, længere og hårdere end forventet og vanskeligere end for fleste af os andre. Jeg tænker på dem, som bliver forældre til et barn født med autisme.

Autisme er ikke en sygdom og kan ikke kureres. Autisme er at have en hjerne, der fungerer anderledes end den hjerne, neurotypiske (almindelige) personer er udstyret med. Antallet af børn og unge, som får stillet diagnosen autisme, er steget voldsomt siden 2013 og ifølge autismeforeningen er autismeramte børn på landsplan overrepræsenterede i tvangsfjernelsessager og skilsmisseraten er voldsomt høj hos deres forældre. Det synes jeg er uendelig trist.

Jeg har været i dialog med flere forældre til autismeramte børn og jeg er overbevist om at vi kan hjælpe dem bedre end vi gør i dag.

Derfor stillede jeg sammen med Susanne Crawley, Michael Witek og Kasper Ejlertsen et forslag som blev vedtaget lige inden påske om tre initiativer som forhåbentlig kan hjælpe.

1.                       Bedre samarbejde på tværs af forvaltninger, særligt med hensyn til overgange.

2.                       Opkvalificering af sagsbehandlere som sidder med autismeområdet.

3.                       Bedre tilbud til forældre til autismeramte børn om sparring og forældrekurser.

Jeg tror de færreste af os rigtig kan sætte os ind i, hvilke udfordringer tilværelsen bringer for disse børn og deres forældre, men vi kan gøre vores bedste for at lytte, forstå deres udfordringer og støtte dem så godt som muligt!

Med venlig hilsen Tim Vermund Andersen

Fattigdom er roden til alt ondt

Tim Vermund Andersen, socialdemokrat, viceborgmester i Odense.

Jeg tror, der er for få politikere og for få af os som bestemmer noget, som for alvor forstår, hvordan fattigdom føles. Den konstante stress og bekymring om pengene rækker måneden ud er noget af det mest nedbrydende, som mennesker kan udsættes for. Jeg er vokset op i et hjem med en langtidsledig far og jeg ved på første hånd, hvad arbejdsløshed gør ved en familie. At tro at det kan motivere nogen at blive sat ned i ydelse, fordi det skal ”kunne betale sig at arbejde” er totalt udtryk for mangel på forståelse for hvad motiverer mennesker. Det borgerlige dogme; ”at de rigeste kun vil arbejde mere, hvis vi giver dem flere penge og de fattigste kun, hvis vi giver dem færre.” Er totalt forrykt. Hvis det skulle virke, hvorfor er der så ikke rekordlav arbejdsløshed i lande uden sikkerhedsnet eller velfærdssystemer? Tværtimod bør vi overveje hvad det gør ved de børn, som vokser op fattigdom og kunne vi overveje at det måske er lønningerne i bunden, som trænger til et løft og ikke fattigdoms- og arbejdsløshedsydelserne, som er for høje?

Tre tusinde børn!

Hvad har mennesker, der ender ud i langtidsledighed, manglende uddannelse, misbrug eller kriminalitet tilfælles?

Alle bærer selvfølgeligt ansvaret for deres egne handlinger, men en faktor skiller sig væsentligt ud, nemlig at de fleste af disse mennesker har haft en barndom i fattigdom.

Der er over 3000 børn i Odense, der vokser op i det, som Danmarks Statistik klassificerer som fattigdom. Én ting er de materielle afsavn, disse børn oplever igennem deres opvækst, hvad værre er, er den ulighed det skaber i deres muligheder for at få en uddannelse, et ordentligt arbejde og et godt liv.

Fattigdom er ikke kun et økonomisk problem for en familie, den har også stor effekt på børnenes selv-billede, selvværd og præstationer i skolen. Tal fra arbejderbevægelsens erhvervsråd viser at chancen for at bestå 9. klasses afgangsprøve falder kraftigt efter blot et års fattigdom i løbet af barndommen. Er barnet fattigt i bare mere end to år i løbet af folkeskoletiden, falder chancen for at bestå 9. klasse til under 70 procent.

I takt med, at uligheden er vokset de sidste 20 år, er forskellene i Odense også blevet større og større. Fra Linde Allé til Vollmose Allé, et kvarter fra hinanden på cykel, er forudsætningerne for, hvordan man vokser op og hvilke chancer man har i livet vidt forskellige.

Jeg mener at vi alle i Odense har et ansvar for børnene i vores by. Som kommune kan vi ikke fjerne alle årsager til fattigdom, men vi kan forsøge afbøde de værste effekter af den.

Med venlig hilsen Tim Vermund

De børn, vi ikke ser

Tim Vermund, Socialdemokratiet, Viceborgmester i Odense

 Alt imens mange familier under ”coronanedlukningen” har haft mere kvalitetstid sammen, end en stresset hverdag normalt tillader, kan jeg ikke lade være med at tænke på de børn, som vokser op i hjem, hvor vold, fattigdom og misbrug er en del af tilværelsen. For mange er det at komme i børnehave, i skole, i klub eller til fodbold et ”helle” og et vigtigt afbræk, fordi man her oplever en anden slags omsorg og normalitet, end hvad man er vant til hjemmefra. Det er også her, vi oftest spotter problemerne, så vi kan sætte tidligt ind med hjælp til de børn og deres familier, som har det svært. Det er meget bekymrende, at antallet af underretninger er faldet, og at kvindecentrene i samme periode melder om en kraftig vækst i antallet af henvendelser pga. af vold i hjemmet. Hvor mange børn har vi ikke fået set, og hvor mange børn er blevet ladt i stikken?

Med venlig hilsen Tim Vermund